Én genstand · mere end 80 års forskning
Koelbjergmandens kranium og skeletdele er mere end 10.000 år gamle. Da fundet kom frem under tørvegravning i 1941, blev personen først opfattet som en kvinde. Siden har nye metoder ændret både dateringen og kønsbestemmelsen og givet viden om kost og opvækst. Det gør Koelbjergmanden til både en stenalderhistorie og en historie om, hvordan arkæologisk viden bliver til.
Introduktion
Museum Odenses genstand OBM/FSB2268 er usædvanlig, fordi den samme krop er blevet undersøgt igen og igen med metoder, som ikke fandtes, da knoglerne blev fundet. Pollen, kulstof-14, knogleanalyse, CT-scanning, gammelt DNA og strontiumisotoper har hver besvaret forskellige spørgsmål. Nogle resultater har bekræftet ældre forskning. Andre har ændret den grundlæggende fortælling.
Koelbjerg · jægerstenalder
Kraniet er den mest genkendelige del af et skelet, som blev fundet spredt i en tidligere sø ved Koelbjerg. Sammen med knogler fra arme, ben, bækken og ryg har det gennem mere end 80 år været undersøgt med skiftende metoder. Hver analyse har taget udgangspunkt i den samme person, men har stillet nye spørgsmål til materialet.
Se genstanden →1941
Under anden verdenskrig blev der gravet tørv i en lille mose ved Koelbjerg nær Vissenbjerg. Her fandt Svend Andersen et menneskekranium. Flere knogler dukkede op i området omkring det, og da museets arkæolog nåede frem, var fundet allerede delvist taget op. Derfor kender vi ikke knoglernes placering med den præcision, som en moderne arkæologisk udgravning ville have givet.
Knoglerne lå spredt
Kraniet lå for sig, mens andre knogler blev fundet flere meter derfra. Forskere har foreslået, at kroppen kan være blevet opløst og spredt i den tidligere sø, før knoglerne sank til bunds. Det kan forklare fundbilledet, men det fortæller ikke sikkert, om personen druknede, døde på anden måde eller bevidst blev lagt i vandet.
Den første datering
I 1940'erne kunne forskerne ikke kulstof-14-datere knogler. I stedet undersøgte de pollen fra tørven omkring fundet. Planterne placerede skelettet tidligt i jægerstenalderen og gjorde Koelbjergfundet til noget helt særligt. Metoden daterede dog først og fremmest laget omkring knoglerne, ikke selve mennesket.
1980'erne
Da kulstof-14-metoden var blevet tilgængelig, kunne forskerne undersøge selve knoglematerialet. En prøve fra et lårben bekræftede, at personen var mere end 10.000 år gammel. Nyere kalibreringer placerer Koelbjergindividet omkring midten af det 9. årtusinde f.Kr., mens Museum Odenses samlingsregistrering afrunder dateringen til omkring 8000 f.Kr.
Den samme prøve fortalte om kosten
Forholdet mellem forskellige kulstofisotoper i knoglerne kan afspejle den kost, et menneske har levet af gennem flere år. Koelbjergmandens værdier peger på, at hovedparten af føden kom fra planter og dyr fra landjorden snarere end fra havet. Det passer med et landskab, hvor jagt, indsamling og ferskvandsressourcer var vigtige.
I årtier hed han Koelbjergkvinden
De første undersøgelser fandt både træk, der blev opfattet som mandlige, og andre, der blev opfattet som kvindelige. Bækken- og lemmeknogler fik i 1943 forskerne til at konkludere, at personen var en kvinde, og den vurdering blev fastholdt i årtier. Allerede i de tidlige beskrivelser var der dog tegn på, at kønsbestemmelsen ikke var enkel.
Nye knogleanalyser
I 2010'erne blev skelettet undersøgt igen med metoder, der kunne analysere form og proportioner mere systematisk uden først at tage nyt materiale ud. De nye antropologiske undersøgelser fandt overvejende maskuline træk. Dermed blev den gamle kønsbestemmelse udfordret, men det endelige svar kom fra en helt anden del af skelettet.
2015
Forskere fik lov til at tage en prøve fra rødderne af en kindtand. Nye metoder gjorde det muligt at finde bevaret gammelt DNA, selv om et tidligere DNA-forsøg havde været resultatløst. De genetiske analyser viste, at Koelbjergindividet var en mand. Efter årtiers omtale som Koelbjergkvinden ændrede Museum Odense derfor navnet til Koelbjergmanden.
Tandemaljen husker barndommen
En første kindtand dannes tidligt i barndommen og ændrer siden ikke sin kemiske sammensætning på samme måde som knoglevæv. Strontiumisotoper i Koelbjergmandens tandemalje passer med det geologiske miljø på de landmasser, der blev til Fyn. Resultatet gør det sandsynligt, at han ikke var kommet langvejs fra, men voksede op i regionen.
Et fysisk menneske
De bevarede knogler peger på en voksen mand, sandsynligvis sidst i 20'erne, med en højde omkring 155 centimeter. Kraniet har kraftige muskelfæster og andre markante træk, mens resten af skelettet er forholdsvis spinkelt sammenlignet med mange andre mænd fra ældre stenalder. Knoglerne viser ikke en sikker dødsårsag.
Hvorfor døde han?
Koelbjergmanden endte i en sø, men der er ingen sikre spor på knoglerne efter den hændelse, der førte til hans død. Drukning, en ulykke eller en bevidst anbringelse af kroppen er blevet foreslået, men ingen forklaring kan dokumenteres. Det er et vigtigt modstykke til de mange naturvidenskabelige resultater: selv meget avancerede analyser har grænser.
En genstand kan ikke prøvetages uendeligt
Kulstof-14- og DNA-analyser kræver prøver fra selve skelettet. En del af et lårben blev brugt til tidligere analyser, og DNA-undersøgelsen krævede materiale fra en tandrod. Derfor må ønsket om ny viden hele tiden afvejes mod behovet for at bevare et enestående fund til fremtidens metoder. Koelbjergmanden viser, at museumssamlinger både er historiske genstande og forskningsmateriale.
Samme skelet · nye spørgsmål
Historien ændrede sig, når nye metoder gjorde det muligt at spørge genstanden om noget, tidligere forskere ikke kunne måle.
Et kranium og senere flere skeletdele kommer frem under tørvegravning ved Koelbjerg.
Se genstanden →Pollen placerer fundet i tidlig jægerstenalder, og den antropologiske undersøgelse konkluderer, at individet er en kvinde.
Selve knoglen dateres til mere end 10.000 år før nutiden, og isotoper viser en kost domineret af ressourcer fra landjorden.
CT-scanning og nye antropologiske analyser peger overvejende mod et mandligt individ.
Gammelt DNA fra en tand fastslår, at personen var en mand, mens strontium i tandemaljen peger på lokal opvækst.
Den aktuelle samlingsregistrering bærer den viden, som nyere analyser har ændret: genstanden hedder nu Kranie. Koelbjergmanden.
Se genstanden →Spørgsmål og svar
Han levede for mere end 10.000 år siden i den tidlige jægerstenalder. Den peer-reviewede analyse fra 2017 daterer individet til omkring 8500 f.Kr., mens Museum Odenses samlingsregistrering bruger den afrundede datering ca. 8000 f.Kr.
Tidlige forskere vurderede køn ud fra knoglernes form. Skelettet havde en blanding af træk, og bækken- og lemmeknogler blev i 1943 tolket som kvindelige. Senere antropologiske analyser og især DNA viste, at individet var en mand.
Gammelt DNA udvundet fra en tand viste genetisk mandligt køn. Resultatet stemte med nyere statistiske analyser af skelettets form.
Strontiumisotoper fra tandemaljen tyder på, at han voksede op lokalt på de landmasser, der i dag udgør Fyn. Metoden kan ikke udpege en bestemt boplads.
Kulstofisotoper i knoglerne viser en kost, der hovedsageligt byggede på ressourcer fra landjorden. Det kan have været vildt og indsamlede planter, suppleret af ressourcer fra søer og vandløb.
Nej. Knoglerne viser ingen sikker dødsårsag. Han kan være druknet eller være endt i søen på anden måde, men de konkrete omstændigheder er ukendte.
Nogle analyser kræver, at der fjernes en lille mængde originalt materiale. Fordi skelettet er enestående og ikke kan erstattes, må forskerne afveje den forventede nye viden mod tabet af materiale.
Fra samlingen
De første mennesker på Fyn
Koelbjergmanden fortæller om ét menneske. I det næste tema kan rentakredskaber, bopladsspor og andre fund vise, hvordan mennesker levede på Fyn i årtusinderne efter istiden.
Udforsk den arkæologiske samling →
Få timevis af oplevelser og overraskelser – og et særligt museum for børn. Gå heller ikke glip af den internationale billedhugger Anne Marie Carl-Nielsen.
Træd ind i eventyret. H.C. Andersens Hus er for alle, der holder af leg og gode historier.
10 minutter fra TID – og 5 minutters gang fra H.C. Andersens Hus – ligger det lille gule bindingsværkshus i Munkemøllestræde, som H.C. Andersen boede i, fra han var to til 14 år.
Træd ind i Carl Nielsens hjem og duft den harpiks, man brugte til at smøre violinstrengene med.
Et moderne museum med store temperamentsfulde symfonier og fine folkelige sange af den fynske komponist.
Et frilandsmuseum med fokus på bæredygtighed og inspiration til grøn hverdagsaktivisme med bund i historien.
